Filmen “Flugt”, der er indstillet som det danske bud på en oscarnominering, er en flot nytænkning af, hvordan man kan skabe dokumentarfilm.
Det mener Casper Hindse, der er filmanmelder på Dagbladenes Bureau og Filmmagasinet Ekkos oscarekspert.
– Det, der er specielt ved “Flugt”, er jo, at den fuldstændig bryder forestillingen om, hvad en film egentlig kan være. Fordi man netop ikke er vant til, at man tegner en dokumentar.
Filmen er en animeret dokumentar lavet af instruktør Jonas Poher Rasmussen.
Den handler om instruktørens gymnasieven Amins flugt fra Afghanistan til Danmark for 25 år siden.
Casper Hindse mener, at filmen har gode chancer for at blive nomineret i kategorien Bedste Internationale Film.
– Den har været meget populær i USA, der hvor den er blevet vist, og den har de gode branchemedier i ryggen, som synes, at det er en rigtig god og nyskabende film.
– Den taler ind i en tid, hvor mange mennesker flygter rundt omkring i verden, og den har allerede fået stor opmærksomhed i USA, siger Casper Hindse.
/ritzau/











