Syreudslip hos medicinalvirksomhed spærrer veje i Hillerød

    Der er sket et “større udslip” af salpetersyre hos medicinalvirksomheden Novo Nordisk i Hillerød.

    Udslippet er kun inde i bygningen på Brennum Park, og der er ikke fare for personer i området.

    Det skriver Nordsjællands Politi på Twitter mandag morgen.

    Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med udslippet.

    Politiet forventer at spærre cykelstier og veje omkring selve bygningen, mens syren skal fjernes. Det fremgår ikke, hvor længe det vil vare.

    /ritzau/