Lewis Hamilton erkender, at han får svært ved at vinde sin ottende Formel 1-titel, efter at Max Verstappen søndag vandt det amerikanske grandprix i Austin, Texas.
Med sejren fører den 24-årige Red Bull-kører nu med 12 point ned til sin britiske rival i VM-stillingen.
Der resterer fem løb i sæsonen, og eftersom de næste to løb skal afvikles i Mexico og Brasilien, der de seneste par år har været gode ved Red Bull, så må momentum i titelkampen i den grad siges at være svunget i Verstappens favør.
– Jeg ved ikke, hvad vi kunne have gjort anderledes, siger Hamilton om søndagens løb, hvor Mercedes-køreren tog føringen fra start, inden han blev overhalet på de senere omgange og måtte nøjes med en andenplads.
– Jeg synes, at holdet gjorde det fantastisk i dag, og at vi gav, hvad vi havde.
– Nu skal vi køre på mindst to baner, hvor Red Bull er meget stærke. Så det kommer helt sikkert til at blive meget svært, siger Hamilton om VM-dysten.
Adspurgt om, hvor bekymret han er om pointforskellen mellem ham selv og Verstappen, siger briten, at han bare er nødt til at være glad for sin præstation søndag og prøve at leve i nuet.
Max Verstappens holdkammerat, Sergio Perez, blev nummer tre i det amerikanske grandprix.
Han afslører efter løbet, at vandsystemet i hans Red Bull-racer svigtede allerede på første omgang, og at han derfor havde store problemer i varmen i Texas.
– Jeg kæmpede virkelig. Efter første omgang løb jeg tør for vand. Jeg kunne overhovedet ikke få noget at drikke, siger den 31-årige mexicaner efter sit 208. grandprix.
– Efter det første pitstop begyndte det at blive meget vanskeligt – jeg mistede kræfter. Jeg tror, at det fysisk var mit hårdeste løb nogensinde.
Ud over Mexico og Brasilien mangler Formel 1-feltet også at besøge Qatar, Saudi-Arabien og Abu Dhabi.
Lewis Hamiltons holdkammerat hos Mercedes’, Valtteri Bottas, ligger nummer tre i VM-stillingen.
Han kom tirsdag ind som nummer seks.
/ritzau/Reuters











