FN’s Sikkerhedsråd er hasteindkaldt til møde onsdag om Nordkorea, efter at landet har meddelt, at det har afprøvet “ny type” af ballistisk missil affyret fra en ubåd.
Indkaldelsen sker på anmodning fra Storbritannien og USA.
Det oplyser FN-diplomater til nyhedsbureauet AFP.
Sydkoreas militær oplyste tirsdag, at Nordkorea tilsyneladende havde foretaget en prøveaffyring af et ballistisk missil fra en ubåd.
Nordkoreas statslige nyhedsbureau, KCNA, har sent tirsdag aften dansk tid bekræftet oplysningen.
Den “nye type” missil blev ifølge KCNA sendt afsted fra den samme ubåd, som i 2016 blev anvendt til en tilsvarende prøveaffyring med en ældre type missil.
Billeder af affyringen, som KCNA har offentliggjort, viser ifølge militæranalytikere, som nyhedsbureauet Reuters har talt med, tilsyneladende et tyndere og mindre missil end Nordkoreas tidligere udgaver af SLMB-våben (ballistiske missiler affyret fra ubåde).
/ritzau/











