Handelsbanken vil sælge sin danske forretning

    Handelsbanken har indledt en proces om at sælge sin virksomhed i Danmark.

    Det oplyser banken med de svenske rødder tirsdag aften i en meddelelse.

    Baggrunden for frasalget er en beslutning om at fokusere forretningen.

    Fra i dag at have fokus på seks markeder vil banken indskærpe fokusset til det halve.

    – Banken vil fremover fokusere på tre markeder mod tidligere seks, nemlig: Sverige, Norge og UK (Storbritannien, red.).

    – Der indledes nu en proces om frasalg af virksomhederne i Danmark og Finland, mens Holland bliver en del af Handelsbanken Capital Markets, skriver banken i meddelelsen.

    Ifølge Lars Moesgaard, administrerende direktør i Handelsbanken Danmark, kommer frasalget her og nu ikke til at ændre noget for kunderne.

    – Vi fortsætter med at drive vores bank i Danmark med uændret beslutningsmandat.

    – Vi vil fortsat hjælpe vores kunder med igangværende og nye forretninger, og de vil møde de samme rådgivere og eksperter og få den samme tilgængelige og personlige rådgivning som hidtil, siger Lars Moesgaard i meddelelsen.

    Handelsbanken har over 600 medarbejdere i Danmark.

    /ritzau/