Der er registreret yderligere 756 smittetilfælde med covid-19 i Danmark. Det viser tirsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).
Det svarer til 1,85 procent af de knap 41.000 test, der indgår i opgørelsen. Tallet – der kaldes positivprocenten – er det højeste i ti uger.
Der er nu 120 indlagte med covid-19 på landets hospitaler. Det er en færre end et døgn tidligere og første gang i fem dage med et fald.
Der er sket 25 nye indlæggelser af smittede. Når det samlede antal indlagte ikke falder, skyldes det, at der også er sket udskrivelser.
Derudover er der sket to dødsfald blandt smittede. Det vides ikke, om de var indlagt på hospitalet, og det derfor har påvirket indlæggelsestallet.
I alt er 2690 smittede afgået ved døden under epidemien i Danmark.
/ritzau/











