Hizbollah-leder hævder at have enorm hær efter uro i Beirut

    Lederen af Hizbollah i Libanon, Hassan Nasrallah, siger mandag, at den iranskstøttede bevægelse har 100.000 “trænede og bevæbnede” krigere til rådighed.

    Udmeldingen kommer efter sidste uges dødelige optøjer i hovedstaden Beirut.

    Her blev syv personer dræbt af skud, mens omkring 30 personer blev såret under en demonstration holdt i protest mod dommeren Tarek Bitar.

    Han leder efterforskningen af en stor eksplosion, der ramte havnen i Beirut i august sidste år.

    Hassan Nasrallah siger i en tv-tale, at de dræbte tilhørte Hizbollah og bevægelsens allierede – den shiamuslimske gruppe Amal. Han beskylder samtidig det overvejende kristne parti Libanesiske Styrker for at stå bag drabene.

    Uroen har fået flere libanesere til at frygte for en ny borgerkrig, som den der hærgede i landet fra 1975 til 1990.

    – Jeg er for første gang blevet tvunget til at annoncere dette antal, siger Nasrallah og tilføjer, at han har valgt at afsløre antallet af libanesiske krigere i Hizbollahs hær “for at forhindre krig, ikke for at true med borgerkrig”.

    Torsdagens demonstration var arrangeret af Hizbollah og Amal.

    Grupperne har begge krævet Tarek Bitars afgang. Det skyldes, at dommeren ifølge dem har politiseret undersøgelsen af eksplosionen i Beirut og bevidst indkaldt flere shiamuslimer til afhøring end sunnimuslimer og kristne.

    Ifølge grupperne var det snigskytter fra Libanesiske Styrker, der stod bag drabene torsdag.

    Dette blev fredag afvist af Libanesiske Styrkers leder, Samir Geagea.

    Ifølge ham begyndte skyderierne, da beboere i et kristent nabolag forsøgte at “forsvare” dem selv mod “militsfolk fra Hizbollah, der forsøgte at trænge ind i deres hjem”.

    Sidste års kraftige eksplosion i Beirut kostede over 200 mennesker livet og kvæstede flere tusinde. Den jævnede store dele af Beirut med jorden.

    Tragedien har ført til et vanskeligt opgør om Libanons politiske kultur.

    Det skyldes, at det har vist sig at være enormt vanskeligt at få placeret et ansvar for ulykken.

    /ritzau/AFP