USA’s kritiserede udsending til Afghanistan forlader posten

    USA’s udsending til Afghanistan, Zalmay Khalilzad, trækker sig fra posten. Det oplyser han det til arabiske medie Al Jazeera, skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Khalilzad blev i 2018 udnævnt af daværende præsident Donald Trump til at være den amerikanske regerings særlige udsending til Afghanistan. Han blev dermed en nøglefigur i fredsforhandlinger med Taliban-bevægelsen.

    Han er efter Talibans overtagelse af magten i Afghanistan i august blevet kritiseret for at have medvirket til en af de største diplomatiske fiaskoer for USA i nyere tid.

    Han var ifølge nyhedsbureauet AFP overbevist om, at det ville være muligt at skabe fred i Afghanistan.

    Men den aftale, han fæstede sin lid til, viste sig at være katastrofal.

    Det sagde den sikkerhedspolitiske ekspert Husain Haqqani fra Hudson Instituttet, kort tid efter at Taliban havde indtaget hovedstaden Kabul og sat sig på magten i Afghanistan.

    Ifølge Haqqani fortalte Khalilzad præsident Trump og dennes efterfølger, Joe Biden, at han kunne få en fredsaftale i stand. Men der var reelt tale om overgivelse. Både Trump og Biden har været stærkt opsatte på at få afsluttet krigen i Afghanistan,

    – Han forhandlede dårligt og styrkede Taliban. Han gav udtryk for, at der ville komme en aftale om magtdeling i stand, selv om Taliban ikke havde til hensigt at dele noget overhovedet, sagde Husain Haqqani i august til AFP.

    Selv forsikrede Khalilzad flere gange, at “Taliban er klar til et drøfte et kompromis”. I april sagde den erfarne diplomat, at “frygten for en hurtig Taliban-overtagelse af Kabul er uretmæssigt pessimistisk”.

    /ritzau/