Italiens hovedstad, Rom, ser ud til at få den tidligere økonomi- og finansminister Roberto Gualtieri som ny borgmester.
Han står til et sted mellem 59 og 63 procent af stemmerne, viser valgstedsmålinger efter anden runde af lokalvalget mandag.
Også i Torino står en centrum-venstre-kandidat til sejr. Begge byer har siden seneste lokalvalg haft borgmestre fra Femstjernebevægelsen, men de nåede ikke gennem første valgrunde.
Roberto Gualtieri er kandidat for centrum-venstre-partiet Det Demokratiske Parti.
– Jeg er virkelig beæret over den tillid, I har vist mig. Jeg vil gøre alt for at leve op til den, siger Gualtieri ifølge nyhedsbureauet dpa.
Hvis optællingen af stemmer bekræfter hans valgsejr, vil det være endnu et nederlag for højrefløjen, der har ført i de landsdækkende meningsmålinger op til valget.
Gualtieris modkandidat, højrefløjskandidaten Enrico Michetti, står til mellem 37 og 41 procent i valgstedsmålingen fra tv-stationen RAI.
Michetti røg ud i et voldsomt stormvejr i valgkampen. Han skrev sidste år en artikel, der dukkede op igen i sidste uge. I den skrev han blandt andet, at Holocaust mindes i langt højere grad end andre massakrer, fordi jøder “kontrollerer bankerne og en lobby, der kan afgøre planetens skæbne”.
Han har også tidligere foreslået, at man under coronapandemien skulle undgå håndtryk og i stedet bruge en salut. Det fik voldsom kritik, fordi den foreslåede salut bruges af fascister.
Søndag og mandag, hvor italienerne kunne stemme i anden valgrunde, var det dog mere emner som renovation, der stod på dagsordenen.
Affaldskrisen i Rom er så alvorlig, at de overfyldte containere tiltrækker vildsvin til centrum af den italienske hovedstad.
Anden valgrunde blev holdt i over 60 byer, hvor ingen af borgmesterkandidaterne havde fået mindst halvdelen af stemmerne i første runde.
Allerede i første valgrunde, der blev holdt for to uger siden, mistede højrefløjen magten i en række storbyer, blandt andet Milano og Napoli.
/ritzau/AFP











