Norsk kronprinspar deltager i mindegudstjeneste i Kongsberg

    Norges kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit deltager i en mindegudstjeneste i Kongsberg Kirke søndag formiddag.

    Ved gudstjenesten vil man mindes de fem personer, der blev dræbt af en dansk-norsk mand onsdag aften i den norske by Kongsberg.

    Derudover deltager den norske justits- og beredskabsminister Emilie Enger Mehl fra Senterpartiet (Sp) i gudstjenesten, der ledes af sognepræst Roar Tønnesen.

    Gudstjenesten starter klokken 11 og efterfølges af et arrangement på rådhuset i Kongsberg, hvor kronprinsparret også deltager.

    Der afholdes også en mindekoncert ved Kongsberg Kantori klokken 18 søndag

    Onsdag aften tog den 37-årige Espen Andersen Bråthen livet af fire kvinder og en mand, da han i den lille norske provinsby Kongsberg gik til angreb med blandt andet bue og pil.

    Den 37-årige har siden erkendt de faktiske forhold, men har ikke erkendt sig skyldig i at have begået noget ulovligt.

    /ritzau/