For fjerde uge i træk er der konstateret færre smittet med RS-virus end ugen før.
Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI).
Der er dog fortsat mange tilfælde af luftvejsinfektionen, der i år er kommet helt usædvanlig tidligt.
I sidste uge blev 848 personer konstateret smittet med virusset. Ugen før var der 1002 bekræftede tilfælde.
Det hidtil højeste antal på en uge i SSI’s opgørelse blev set i uge 36. Her var der 1321 smittetilfælde.
Ifølge SSI er der i år “ekstraordinært høje smittetal”. Der ses tre til fire gange flere om ugen end under normale vintersæsoner.
Normalt huserer RS-virus fra december til marts. I år er den dog allerede blevet set i løbet af sommeren.
Virusset giver oftest milde forkølelseslignende symptomer. Den kan dog især hos spædbørn også medføre alvorlig sygdom.
/ritzau/









