Omkring klokken 11.00 fredag formiddag gik Kongsbergs borgmester, Kari Anne Sand, på talerstolen efter dagens første krisemøde i kommunen.
En 37-årig mand – Espen Andersen Bråthen – har tilstået, at han dræbte fem mennesker blandt andet med bue og pil i løbet af onsdag aften.
Byen er stadig rystet, siger Kari Anne Sand.
– Vi skal passe på hinanden. Der er meget mere, som vi kan gøre i denne situation – at vi tager telefonen og inviterer på en kop kaffe eller på aftensmad og snakker om tingene, siger hun.
Den nyslåede norske regering vil fredag eftermiddag besøge Kongsberg for at vise sin respekt og omsorg for byen efter angrebet.
Det bliver landets nye statsminister, Jonas Gahr Støre, og hans justitsminister, Emilie Enger Mehl, der kommer til byen.
Kari Anne Sand siger på pressemødet fredag morgen, at hun ser frem til besøget fra regeringen.
– Deri er en anerkendelse af den sorg, som vi står i, og det vil betyde meget med den deltagelse og sympati, som besøget indebærer, siger hun.
/ritzau/











