Antallet af danske spillere i verdens stærkeste ishockeyliga, NHL, gennem tiderne er nu oppe på 15.
Den seneste er 22-årige Jonas Røndbjerg, der fredag morgen dansk tid kom på banen for Las Vegas Knights i udekampen mod Los Angeles Kings.
Forwarden fra Hørsholm fik 8 minutter og 36 sekunder på isen, men han blev hverken noteret for mål, assist eller afslutninger.
Resultatmæssigt blev det også til en kedelig debut for danskeren. Las Vegas tabte opgøret med 2-6. Det var holdets anden kamp i den nye sæson.
Den første dansker til at debutere i NHL var Frans Nielsen tilbage i 2007. Siden er der løbende kommet flere på listen, og Jonas Røndbjerg erstatter nu Alexander True som ligaens nyeste dansker.
I sidste sæson var Røndbjerg i en kort periode hjemme og spille kampe for Rungsted Seier Capital i Metal Ligaen.
Forud for Røndbjergs NHL-debut var en anden dansker i aktion i NHL tidligt fredag morgen dansk tid, og det var med stor succes.
Oliver Bjorkstrand blev kåret til kampens bedste spiller, da han sammen med Columbus Blue Jackets vandt 8-2 over Arizona Coyotes.
Her udmærkede danskeren sig ved at score to gange og lave to assist i sit holds første kamp i sæsonen.
/ritzau/











