Det norske politis efterretningstjeneste, PST, kan endnu ikke sige noget om, hvad der var motivet bag det angreb i Kongsberg onsdag aften, hvor fem mennesker blev dræbt.
– Selve handlingen fremstår, som om det kan være en terrorhandling. Men det er vigtigt, at efterforskningen går videre og vi får afklaret motivet, siger chefen for PST, Hans Sverre Sjøvold, på en pressekonference i Oslo.
Den 37-årige mand, der er anholdt og sigtet i sagen, er kendt af PST fra tidligere.
Sjøvold ønsker ikke at oplyse yderligere om, hvordan eller for hvad efterretningstjenesten kender ham for.
– Vi arbejder selvfølgelig også med at finde ud af, om det kan inspirere andre til at udføre terror, siger PST-chefen.
Han tilføjer, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på det.
– Det er også en person, der er gået ind og ud af sundhedssystemet i en periode, siger Hans Sverre Sjøvold.
På et spørgsmål om, hvorvidt der kan være grund til at tro, at det handler mere om psykiatri end om terror, svarer PST-chefen:
– Jeg tror, at det er vigtigt, at vi er forsigtige med at udtale os, til præcis dét spørgsmål er bedre belyst.
Ud over de fem dræbte i Kongsberg er tre andre såret.
Sektionsleder i PST Arne Christian Haugstøyl siger, at PST kontinuerligt vurderer terrortruslen i og mod Norge.
– Det, der skete i Kongsberg, ændrer ikke det nationale trusselsbillede i Norge. Det regnes stadig som moderat, siger han ifølge tv-stationen NRK.
/ritzau/











