Flere dræbt i Beirut under protester mod granskning af eksplosion

    Mindst seks personer er dræbt af skud, mens omkring 30 personer er blevet såret ved en demonstration i Libanons hovedstad, Beirut.

    De fremmødte er samlet i protest mod dommeren Tarek Bitar. Han leder efterforskningen af den store eksplosion, der ramte havnen i Beirut i august forrige år.

    Bag demonstrationen står de store shiamuslimske grupper Amal og den militante gruppe Hizbollah.

    De kritiserer Bitar for at have indkaldt flest myndighedspersoner fra Hizbollah til afhøring og færre sunnimuslimske og kristne.

    I en meddelelse anklager de “bevæbnede og organiserede grupper” for at angribe dem, der protesterer.

    – De blev udsat for åben ild fra snigskytter efterfulgt af intens skydning, lyder det i erklæringen.

    Eksplosionen i Beirut kostede over 200 mennesker livet og kvæstede flere tusinder. Den har ført til et vanskeligt opgør om landets politiske kultur.

    Det skyldes, at det har været forbundet med enorme vanskeligheder at få placeret et ansvar for ulykken.

    Libanons nye premierminister, Najib Mikati, opfordrer torsdag til at genoprette roen.

    Han advarer mod at forsøge at trække Libanon ud i vold.

    Mikati, som er Libanons rigeste mand, fik i september sin regering godkendt af parlamentet i Beirut.

    /ritzau/AFP