En dansk mand har mistet livet i Colombia, bekræfter Udenrigsministeriets Borgerservice over for Ekstra Bladet.
De pårørende er underrettet, oplyser ministeriet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtMinisteriet ønsker ikke at udtale sig yderligere til avisen, men ifølge lokale medier er danskeren blevet skudt torsdag aften.
Der er tale om en 41-årig dansk mand. Han blev ramt af et skud ved parken Lleras i byen Medellin.
Danskeren var blevet opsøgt af en mand i et hjørne af parken, og efter en kort samtale mellem de to, trak manden en pistol og skød danskeren gennem hovedet, skriver Semana.
Ifølge de lokale medier ligger parken i et område, hvor der har været flere banderelaterede drab i de seneste uger.
Der er dog ikke noget motiv for drabet på danskeren. Han er den tredje udlænding på bare to uger, som er skudt i byen i Medellin.
Colombia og i særdeleshed byen Medellin har i årtier været hjemsted for hård bande- og narkokriminalitet.
I de senere år har flere bander været i strid om at få kontrol med byen.
/ritzau/











