Nobelprisen i fysik går til klimaforskning

    Amerikansk-japanske Syukuro Manabe, tyske Klaus Hasselmann og italienske Giorgio Parisi modtager Nobelprisen i fysik for klimamodellering og arbejdet med komplekse fysiske systemer.

    Det oplyser Svenska Vetenskapsakademien tirsdag kort før middag ved et pressemøde.

    Tilsammen er de kommet med “banebrydende bidrag til vores forståelse af komplekse systemer”.

    Halvdelen af prisen deles mellem Syukuro Manabe og Klaus Hasselmann. Den anden halvdel går til Parisi.

    – De har lagt fundamentet til vores viden om Jordens klima, og hvordan menneskeheden øver indflydelse på det, skriver Vetenskapsakademien.

    Nobelprisen er blevet givet i kategorierne fysiologi/medicin, fysik, kemi, litteratur og fred siden 1901.

    /ritzau/