Udenlandske statsborgere skal være færdigvaccinerede mod covid-19 for at få lov til at rejse ind i New Zealand, når landet igen åbner sine grænser.
Det meddeler minister Chris Hipkins, der står i spidsen for regeringens indsats mod covid-19, søndag.
Kravet vil gælde fra 1. november og omfatte alle indrejsende over 17 år.
– Dette er et vigtigt skridt i vores strategi. Selv et enkelt smittetilfælde udgør en risiko, siger Chris Hipkins.
Han tilføjer, at en høj andel af vaccinerede indebærer mere frihed og færre restriktioner.
– At være vaccineret er det mest effektive tiltag mod spredning af covid-19 og risiko for alvorlig sygdom eller for at dø, siger han.
Kravet om at være færdigvaccineret gælder ikke for newzealandske statsborgere, flygtninge, unge under 17 år eller personer, der af sundhedsmæssige årsager er ude af stand til at blive vaccineret.
New Zealands grænser har været lukket for udenlandske besøgende siden marts 2020 med ganske få undtagelser.
Grænserne forventes ifølge nyhedsbureauet Reuters at blive åbnet for internationale rejsende i begyndelsen af 2022.
/ritzau/











