Det Hvide Hus lægger pres på flyselskaber om vaccinationer

    De store amerikanske luftfartsselskaber er under pres fra Det Hvide Hus for at få alle deres ansatte vaccineret mod covid-19 inden 8. december.

    Og der er ikke udsigt til, at den tidsfrist bliver ændret, oplyser flere kilder til nyhedsbureauet Reuters.

    I forvejen skal alle ansatte i private virksomheder, der udfører opgaver for staten, være blevet færdigvaccineret inden den dato. De store flyselskaber har en række statslige kontrakter.

    Torsdag var Jeffrey Zients, der leder Det Hvide Hus’ coronaindsats, i kontakt med de administrerende direktører for American Airlines, Delta Airlines og Southwest Airlines for at få vished for, at indsatsen med at opfylde vaccinekravet skrider frem.

    Hos American Airlines betyder det, at over 100.000 medarbejdere på amerikansk jord skal vaccineres. Der vil være mulighed for at blive undtaget fra kravet af religiøse eller sundhedsmæssige årsager.

    – Mens vi stadig er i gang med at gennemgå detaljerne i de føderale krav, så står det klart, at medarbejdere, som vælger at forblive uvaccinerede, ikke kan arbejde for American Airlines, hedder det i en intern besked fra topchef Doug Parker.

    Nogle flyselskaber har argumenteret for at vente med at indføre kravet, indtil den travle rejseperiode i forbindelse med jul og nytår er overstået.

    Men Jeffrey Zients har tværtimod opfordret flyselskaberne til at “handle tidligere snarere end senere”. Det oplyser en kilde til Reuters og tilføjer, at Det Hvide Hus ikke har tænkt sig at give flyselskaberne en længere frist.

    Hos USA’s fjerde store luftfartsselskab, United Airlines, er 99,5 procent af de medarbejdere, der har base i USA, blevet færdigvaccineret.

    Til sammenligning er andelen hos Delta Airlines på 84 procent.

    Uden specifikt at nævne luftfartsselskaber sagde Jeffrey Zients fredag på et pressemøde, at “arbejdsgivere bør handle nu for at beskytte deres arbejdsstyrke”.

    /ritzau/Reuters