Forskning viser etnisk skævhed i grundløse sigtelser

    Etniske minoriteter bliver oftere sigtet, uden at det fører til straf, sammenlignet med etniske dansker.

    Det skriver Politiken på baggrund af en undersøgelse, hvor forskerne bag har analyseret 1,7 millioner sigtelser siden 1998.

    Når etniske danskere bliver sigtet for en forbrydelse, bliver de dømt i 92 procent af tilfældene, mens tallet er 79 procent for borgere med somalisk baggrund.

    Generelt bliver borgere med rødder i Mellemøsten og Afrika oftere sigtet, uden at det fører til dom.

    Undersøgelsen publiceres snart som en fagfællebedømt forskningsartikel i European Journal of Criminology.

    Forskerne bag studiet har ikke en entydig forklaring på forskellen, men mener, at en del af forklaring er et øget fokus fra politiet på enkelte grupper.

    – Det lader til, at der sker en form for etnisk profilering. Vi kan simpelthen ikke forklare det på andre måneder, end at der er et disproportionalt fokus på de her grupper, siger Mikkel Jarle Christensen, der er professor ved Juridisk Institut på Københavns Universitet til avisen.

    Rigspolitiet afviser over for Politiken, at dansk politi benytter sig af etnisk profilering.

    – De indgreb, politiet laver, laver vi på baggrund af konkrete politifaglige vurderinger.

    – Så kan der jo godt være nogle situationer, hvor køn eller etnicitet eller andre ting politifagligt kan være en god grund til, at man har mere fokus på en bestemt gruppe, så på den måde kan det naturligvis forekomme, men etnisk profilering eller lignende er ikke noget, vi bruger i dansk politi, siger Anders Frandsen, der er kommunikationsdirektør i Rigspolitiet.

    /ritzau/