Studie: 17.000 døde efter politivold er fejlregistreret i USA

    Ifølge et studie er der i årtier sket en voldsom underrapportering af dødsfald efter politivold i USA.

    Således er over halvdelen af dødsfald, hvor politivold i perioden 1980-2018 har spillet en rolle, ikke blevet klassificeret som sådan i den amerikanske regerings hoveddatabase.

    Det skriver nyhedsbureauet Reuters fredag.

    Hoveddatabasen – U.S. National Vital Statistics System – har fastslået, at politivold har spillet en rolle i 13.700 dødsfald i perioden.

    Ved at gennemgå tre andre databaser anslår forskerne, at det reelle tal er cirka 30.800.

    Noget lignende er også blevet fastslået i tidligere studier, skriver mediet USA Today. Men det seneste studie er et af de længste hidtil.

    Forskerne undersøger ikke årsagen til fejlrapporteringen. De peger dog mere generelt på muligheden for registreringsfejl.

    Derudover henviser de til, at de personer, som foretager registreringen, ofte er tæt knyttet til politiafdelinger og dermed kan stå i en interessekonflikt.

    Det understreges i studiet, at politivold med døden til følge i uforholdsmæssigt stor grad rammer visse etniciteter.

    De tre undersøgte databaser hedder Fatal Encounters, Mapping Police Violence og The Counted. De har åbent tilgængelige data og har ikke tilknytning til USA’s regering.

    Studiet er offentliggjort i tidsskriftet The Lancet. Det er foretaget af forskere fra University of Washington.

    Sidste år var der store protester mod politivold og raceulighed i USA. De begyndte, efter at den sorte amerikaner George Floyd døde.

    Han mistede livet, efter at politibetjenten Derek Chauvin pressede sit knæ mod hans hals i adskillige minutter. Chauvin er siden blevet idømt 22 et halvt års fængsel for at have dræbt Floyd. Han har anket sin dom.

    /ritzau/