Hele Japan er ude af krisetilstand for første gang siden april

    Fredag har Japan taget et stort skridt fremad mod mere normale forhold.

    For første gang siden april er alle områder af Japan ude af krisetilstand.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Mere præcist er en hel eller delvis krisetilstand ophævet i Tokyo og 18 andre regioner.

    Antallet af coronatilfælde er faldet støt over en periode, og håbet er nu, at der kan komme bedre gang i den coronaramte økonomi igen.

    Blandt andet i storbyerne Tokyo og Osaka var der fredag godt gang i togstationerne.

    Den 46-årige kontorarbejder Akifumi Sugihara fortæller til AP, at han for første gang i et år er tilbage på den normalt travle togstation Shinagawa i Tokyo.

    – Jeg har arbejdet hjemmefra i over et år, og jeg kom ind på kontoret i Tokyo, da krisetilstanden blev ophævet i dag, siger han til nyhedsbureauet.

    – Det har varet et godt stykke tid. Det føles virkelig som en ny begyndelse.

    Krisetilstanden har på intet tidspunkt medført strenge udgangsforbud som i flere andre lande.

    Men folk blev opfordret til ikke at gå ud, medmindre det var nødvendigt.

    Onsdag – allerede dagen efter at regeringen meddelte, at krisetilstanden ville blive ophævet – oplevede turismesektoren en markant stigning i antallet af reservationer til indenrigsrejser.

    Selskabet All Nippon Airways fik ifølge nyhedsbureauet Kyodo 50.000 bookinger onsdag. Det var omkring ti gange flere end gennemsnittet for en måned siden.

    Imens øges det maksimale antal besøgende i Disney-forlystelsesparkerne og Universal Studios i Tokyo fra 5000 til 10.000.

    Under krisen var restauranter og barer blevet bedt om at lukke klokken 20.00 og ikke servere alkohol.

    Omfattende restriktioner vil fortsætte for restauranterne mindst en måned endnu. Men i Tokyo vil spisesteder, der lever op til smitteforebyggende tiltag, få lov at servere alkohol, skriver Kyodo.

    – Det har virkelig været et stort slag ikke at kunne servere alkohol på et spisested, siger den 80-årige restaurantejer i Tokyo Atsunori Matsuda ifølge det japanske medie.

    /ritzau/