Tre betjente såret i sammenstød under Europa League-kamp

    Tre betjente blev såret, da der torsdag aften udbrød uro på tilskuerpladserne til Europa League-kampen mellem Marseille og Galatasaray.

    Kampen måtte afbrydes i cirka otte minutter i slutningen af første halvleg, da tilskuere i den ende, hvor Galatasarays fans befandt sig, begyndte at kaste med forskellige objekter.

    De inkluderede blandt andet røgbomber og fyrværkeri. Det oplyser flere unavngivne kontrollører efter kampen.

    Der udbrød også slagsmål mellem grupper af rivaliserende fans, inden roen blev genoprettet.

    – I aften skulle der bruges 550 politibetjente for at afvikle en fodboldkamp. Tre af dem blev såret, og de har min fulde støtte, skriver Frederique Camilleri, der er politikommissær i departementet Bouches-du-Rhône, på Twitter.

    Kampen var på forhånd udset som et højrisikoopgør. Derfor havde fans af Galatasaray også fået forbud mod at rejse til Marseille fra Tyrkiet.

    Storklubben fra Istanbul har dog tusindvis af fans over hele Europa, og de kunne stadig finde vej til lægterne på Stade Vélodrome.

    Efter kampen nedtoner Galatasarays træner, Fatih Terim, uroen.

    – Vores fans er vigtige for os. Jeg bad dem om at forblive rolige. De lyttede til mig, siger han på et pressemøde.

    Selve kampen mellem de to hold endte 0-0. Det vides endnu ikke, om urolighederne får konsekvenser for nogle af klubberne.

    /ritzau/AFP