Karakterkløft mellem børn med et og to sprog vokser i København

    Det går den forkerte vej med at udligne karakterforskellen mellem et- og tosprogede elever i folkeskolen i hovedstaden.

    Det viser tal fra Børne- og Ungdomsforvaltningen i København. Det skriver Politiken.

    Tosprogede elever er defineret ved at tale et andet sprog end dansk derhjemme.

    I 2015 fik de etsprogede elever ved afgangseksamen et gennemsnit, der var 1,9 karakterpoint højere end de tosprogede elever.

    I 2019 var forskellen steget til 2 karakterpoint.

    Københavns Kommune brugte ellers 198 millioner kroner i 2019 på at øge chanceligheden, skriver Politiken.

    Det indebærer blandt andet en indsats, hvor 350 tosprogede elever får betalt transport til en skole uden for deres skoledistrikt med mange etsprogede elever.

    Desuden har Børne- og Ungdomsudvalget i kommunen som mål at sikre maksimalt ét karakterpoints forskel mellem eleverne.

    Det er 27 procent af eleverne i folkeskolen i København, der er tosprogede.

    /ritzau/