Teknik driller fortsat tilskudspulje – over 30.000 i kø

    Tekniske problemer driller fortsat Bygningspuljen, hvor danskerne kan få tilskud til at lave grønne forbedringer i boligen.

    Torsdag kort før klokken 15 er køen sat på pause på grund af problemerne, fremgår det på hjemmesiden, hvor man ansøger om tilskuddet. Det er også sket både tirsdag og onsdag.

    Aktuelt er flere end 33.000 personer i kø til puljen, som indeholder 340 millioner kroner til boligtilskud.

    Klokken 13 var der indsendt 5043 ansøgninger om tilskud på i alt 116 millioner kroner. Det svarer til, at der med hver ansøgning er søgt om tilskud på cirka 23.000 kroner.

    Tilskuddene, man kan søge, skal gå til forbedringer af boligen, der sparer energi. Det kan være til varmepumper eller nye vinduer.

    Da Energistyrelsen senest åbnede for ansøgning i april, gik der blot 13 timer, inden der var ansøgninger nok til de 250 millioner kroner, som der dengang kunne ansøges om.

    Kommer man ikke igennem, inden der er ansøgninger nok til puljen, er løbet dog ikke helt kørt. I perioden fra 2020 til 2026 er der afsat i alt cirka 2,5 milliarder kroner til Bygningspuljen.

    /ritzau/