Prins Felix afbryder militæruddannelse kort efter start

    Prins Felix stopper sit uddannelsesforløb på Hærens Løjtnantsuddannelse. Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

    Prinsen startede i august på forløbet på Gardehusarkasernen i Slagelse.

    Årsagen til prinsens beslutning er ifølge kongehuset privat.

    – Prinsens bevæggrunde betragtes som private, og kongehuset ønsker ikke at kommentere beslutningen yderligere, står der i pressemeddelelse.

    Til B.T. siger Helle von Wildenrath Løvgreen, der er presserådgiver for prinsens mor, grevinde Alexandra, at uddannelsen har vist sig ikke at være noget for prinsen.

    – Nu skal prinsen stille og roligt finde ud af, hvad han så skal lave, siger hun til B.T.

    Hun fortæller, at grevinden bakker op om prinsens beslutning:

    – Grevinden er glad for, at hendes sønner trods alt tør udfordre sig selv, selv om alting ikke altid lykkes, forklarer Helle von Wildenrath Løvgreen.

    Dermed følger prins Felix i sporene på sin storebror, prins Nikolai. Han begyndte i 2018 på sergentuddannelsen på Varde Kasserne, men valgte også at stoppe.

    Efterfølgende begyndte han at læse Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School.

    Prins Felix blev i sommer student fra Gammel Hellerup Gymnasium. Her luftede han over for B.T. tanken om at søge ind på Copenhagen Business School på et senere tidspunkt.

    – Men jeg er ikke fast besluttet på det, så nu har jeg lige to år til at tænke over det, sagde han i juni til mediet.

    Der er tradition i kongehuset for at gøre tjeneste i militæret. Prins Felix’ far, prins Joachim, har en længere uddannelse i det danske forsvar bag sig. Han er nu forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, Frankrig.

    Også prins Felix’ onkel, kronprins Frederik, har en lang baggrund i militæret. Han er blandt andet uddannet i specialstyrken Frømandskorpset.

    /ritzau/