En britisk politibetjent er torsdag blevet idømt fængsel på livstid for at kidnappe, voldtage og dræbe 33-årige Sarah Everard.
Det skriver det britiske medie Sky News.
Betjenten, 48-årige Wayne Couzens, tilstod i juli drabet på Sarah Everard. Forinden havde han indrømmet at have kidnappet og voldtaget hende.
Sagen om Everard, der blev dræbt i marts, førte til demonstrationer i London og stor omtale på sociale medier. Her begyndte kvinder selv at dele historier om at føle sig utrygge eksempelvis på vej hjem om aftenen.
Kort efter episoden præsenterede den britiske regering en række tiltag for at styrke sikkerheden for kvinder og piger på landets gader.
Under torsdagens domsafsigelse kalder dommer Adrian Fulford drabet for en “helt og aldeles forfærdelig forbrydelse” med “frygtelige konsekvenser”.
Wayne Couzens forsvarere opfordrede under sagen dommeren til ikke at give en livstidsstraf. De mente i stedet, at 30 års fængsel ville være passende.
Forsvarerne argumenterede blandt andet for, at Couzens’ familie har sagt, at hans opførsel var “uforklarlig”, og at terapi måske ville kunne finde svar på, hvad der ført til politibetjentens handlinger.
Det har dommer Adrian Fulford dog ikke været enig i. Han kalder torsdag forbrydelsen for “forskruet, selvisk og brutal”.
Couzens kontaktede Sarah Everard 3. marts om aftenen i Clapham, efter at han var færdig med sin vagt på den amerikanske ambassade i London.
Den 48-årige betjent, der stadig var iført sit politibælte, bortførte den 33-årige marketingchef under påskud af, at hun var anholdt, fordi hun brød et udgangsforbud, der var indført under coronanedlukningen.
Sikkerhedsovervågning fra stedet viser, at Couzens viser Everard sit politi-id-kort, før han lægger hende i håndjern og placerer hende i den bil, han havde lejet “for at bortføre og voldtage en ensom kvinde”.
Det sagde anklager Tom Little onsdag i retten.
Efter at Wayne Couzens havde lagt Sarah Everard i håndjern klokken 21.34, kørte han afsted med hende i bilen til Dover på den engelske sydkyst.
Her skiftede han til sin egen bil, hvilket også kan ses på overvågningsbilleder. Han kørte hende herefter til et fjerntliggende område og voldtog hende.
Couzens, der er gift og far til to, har fortalt en psykiater, at han brugte sit politibælte til at kvæle Everard, før han satte ild til liget og lagde det i poser.
/ritzau/











