Politiet skød efter bil under biljagt ved København

    Politiet har torsdag skudt mod en bil i forbindelse med en biljagt på motorvejsnettet omkring København. Politiet har desuden påkørt bilen for at standse den.

    Politiet har endnu ikke oplyst nærmere om, hvor skuddene er blevet affyret, eller hvor mange der er tale om.

    Københavns Politi oplyser til Ritzau, at biljagten begyndte, fordi en patrulje så en bil køre over for rødt lys på Englandsvej på Amager.

    Herefter forsøgte patruljen at standse bilen, men det skete først efter en længere jagt, og efter at politiet havde skudt.

    Flugtbilen kørte over Kalvebodbroen til Sjælland, hvor politiet påkørte bilen, inden den blev standset.

    Føreren af den beskudte bil er anholdt, og ingen er kommet alvorligt til skade, oplyser Københavns Politi.

    /ritzau/