Dødstallet som følge af blodige kampe mellem rivaliserende bander i et fængsel i Ecuador tirsdag er steget til over 100. Samtidig er adskillige andre blevet såret.
Det oplyser fængselsmyndighederne onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.
Tirsdag lød meldingen, at mindst 24 fanger var blevet dræbt i optøjerne, mens 48 andre var såret.
De voldsomme optøjer fandt sted i fængslet Litoral Penitenciaria i byen Guayaquil. Der var både skud og eksplosioner, ligesom at nogle indsatte blev halshugget.
Fængslet har ifølge nyhedsbureauet Reuters dannet ramme om blodige kampe mellem bander, der kæmper om kontrollen over fængslet, de seneste måneder.
Det er det tredje dødelige oprør i det ecuadorianske fængselssystem i år.
Ecuadors fængsler huser omkring 39.000 fanger, hvilket er langt flere, end der er kapacitet til.
Også i juli og februar var landet ramt af fængselsoptøjer.
I februar døde mindst 79 indsatte i løbet af et døgn i tre fængsler i opgør mellem rivaliserende bander.
Under optøjerne blev flere indsatte brændt ihjel, mens andre fik hovederne hugget af.
Volden sendte dengang chokbølger gennem Ecuador og tydeliggjorde, hvor meget magt kriminelle bander har over landets fængsler.
Og i juli blev mindst 22 indsatte dræbt under fangeoprør i to af Ecuadors største fængsler.
Den Interamerikanske Kommission for Menneskerettigheder (IACHR) har tidligere fordømt volden, og organisationen Human Rights Watch har opfordret Ecuadors regering til at undersøge volden i fængslerne og stille de skyldige til ansvar.
I august lovede præsident Guillermo Lasso, at regeringen vil øge finansieringen til landets overfyldte fængselssystem. Pengene skal blandt andet gå til at bygge nye afdelinger og installere nyt sikkerhedsudstyr.
/ritzau/











