Virksomhederne kan ikke vente til 2025 på at få klarhed på klimaområdet.
Det siger Ulrich Bang, klima- og energipolitisk chef i brancheorganisationen Dansk Erhverv, efter at regeringen onsdag har præsenteret sit klimaprogram.
Her har regeringen præsenteret 24 indsatser, der skal sikre, at målet om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 nås.
De får dog frem til 2025 til at komme på plads. Og det møder kritik fra Ulrich Bang fra Dansk Erhverv.
Han mener, at EU i klimakampen har været en Tesla, mens Danmark nærmere har været en bil fra det russiske bilmærke Lada.
– Fra EU’s klimamål på 55 procent gik der kun et halvt år, inden EU-Kommissionen fremlagde en stor lovpakke for at nå målet.
– Omvendt er der i Danmark gået to år fra folketingsvalget, til regeringen nu fremlægger en samlet klimaplan – yderligere fire år, før alle lovforslag er klar, skriver han i en kommentar.
Han peger på, at virksomhederne ikke kan vente “endnu et halvt årti” på at få klarhed på klimaområdet.
/ritzau/











