Det socialdemokratiske SPD og det konservative CDU/CSU ser ud til at få hver 25 procent af stemmerne ved det tyske valg til Forbundsdagen, viser valgstedsmålinger ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Målingerne tyder på, at De Grønne bliver tredjestørst med 15 procent, mens det liberale FDP ser ud til at få 11 procent.
Venstrefløjspartiet Die Linke står til 5 procent og Alternative für Deutschland (AfD) til 11 procent.
Valgstedsmålingerne er offentliggjort klokken 18.00, hvor valgstederne lukkede.
En anden måling fra tv-stationen ZDF tyder på, at SPD får lidt højere opbakning end CDU og det bayerske søsterparti, CSU.
ZDF’s måling giver SPD 26 procent, mens CDU/CSU i denne måling får 24 procent.
Ifølge ZDF står De Grønne til 14,5 procent, FDP til 12 procent, AfD til 10 procent og Die Linke til 5 procent.
De tyske socialdemokrater i SPD tror på sejr, siger partiets generalsekretær, Lars Klingbeil.
– SPD har fået mandat til at regere. Vi vil have Olaf Scholz som kansler, siger han ifølge Reuters.
Generalsekretæren i det konservative CDU, Paul Ziemiak, kalder valgresultatet “bittert”. Hvis valgstedsmålingerne holder stik, står CDU/CSU til det værste valg i årtier.
– Det gør ondt, siger han til tv-stationen ARD.
Men Ziemiak hæfter sig ved, at målingerne tyder på meget tæt løb og fortsat viser, at en regering med CDU/CSU, FDP og De Grønne er en mulighed.
De Grønnes generalsekretær, Michael Kellner, lykønsker SPD med valgsuccesen, skriver Reuters.
Han tilføjer, at partiet vil tale med alle demokratiske partier for at sondere mulighederne for at danne en regeringskoalition.
De Grønne og FDP er forud for valget blevet udpeget som kongemagerne, der kan give enten SPD eller CDU/CSU kanslerposten.
Efter valget skal de partier, der er valgt ind i Forbundsdagen, forsøge at danne en ny regering.
Hvis et parti ikke har flertal på egen hånd, skal der dannes en koalition bestående af to eller flere partier.
Særligt efter de seneste to tyske valg har regeringsforhandlingerne trukket ud, og der er gået lang tid fra valgdagen til den nye regerings indtræden.
Ved det seneste valg i 2017 gik der næsten et halvt år, inden en ny regering var tiltrådt.
Når regeringen er på plads, er det typisk koalitionens største parti, der bestemmer, hvem der skal være forbundskansler efter Angela Merkel.
Fra CDU/CSU hedder kanslerkandidaten Armin Laschet, mens SPD’s bud på en kommende forbundskansler er den nuværende finansminister, Olaf Scholz.
De Grønnes kanslerkandidat er Annalena Baerbock.
/ritzau/











