Uheld spærrer Storebæltsbroen i retning mod Sjælland

    Bilister, der er på vej hjem fra julemiddag og skal over Storebæltsbroen fra Fyn til Sjælland, må væbne sig med tålmodighed.

    Storebæltsbroen er nemlig lukket for al biltrafik i retning mod Sjælland på grund af et uheld.

    Det oplyser Sund & Bælt på Twitter kort før klokken et natten til søndag.

    Grundet uheldet må der forventes kø, lyder det.

    Broen forventes genåbnet omkring klokken 01.45.

    Over 100 kilometer østpå er en bil havareret på M3 i retning mod syd lige efter Roskildevej. Der er dannet cirka to kilometers kø.

    Det fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Brian Holm klokken 01.15 søndag.

    – Der er ikke nogen, der er kommet til skade. Bilen er simpelthen bare gået i stå, siger han.

    Cirka en time tidligere blev M3 ramt af et andet uheld i retning mod syd mellem Roskildevej og Holbækmotorvejen. Her var strækningen kortvarigt spærret.

    – En kvinde blev kørt til kontrol, fordi hun klagede over smerter i ryggen og nakken, men umiddelbart lignede det ikke noget alvorligt, siger Brian Holm.

    De to uheld skete blot 500 meter fra hinanden.

    /ritzau/