Det seneste døgn er der blevet registreret yderligere 353 tilfælde af covid-19 i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) søndag.
De smittede er blevet fundet i 27.077 PCR-test, det vil sige de test, hvor man er blevet podet i halsen.
Antallet af covid-19-indlagte stiger med otte til 85 personer.
Lørdag var tallet 77, hvilket var det laveste antal indlagte siden 7. august, hvor 67 var indlagt.
I den efterfølgende periode toppede antallet af indlagte på den sidste dag i august, hvor 147 personer var indlagt.
I forhold til det seneste døgn er der rapporteret to nye dødsfald med covid-19.
/ritzau/











