Over 100 Uber-chauffører er politianmeldt for socialt bedrageri

    104 tidligere Uber-chauffører i Danmark er politianmeldt for at have modtaget sociale ydelser samtidig med, at de arbejdede for transporttjenesten.

    Det skriver Radio4.

    I 439 tilfælde har chauffører fået udbetalt eksempelvis kontanthjælp, dagpenge eller SU uretmæssigt.

    Det viser en gennemgang, som radiokanalen har foretaget af Skattestyrelsens undersøgelse af chaufførerne.

    Skattestyrelsen har i alt fundet frem til 1498 personer, der i 2016 og 2017 havde indtægt som Uber-chauffør, mens de modtog sociale ydelser.

    Myndighederne kræver nu 18,7 millioner kroner tilbagebetalt fra chaufførerne.

    Danske A-kasser har også rejst et tilbagebetalingskrav på 4,5 millioner kroner i 162 sager.

    – De penge skal selvfølgelig tilbage. Så har man fået 50.000 kroner med urette, så skal de penge tilbage til staten, siger Eva Obdrup, formand for Danske A-kasser, til Radio4.

    A-kasserne har stået for 41 af de 104 politianmeldelser. Flere kan komme, mens a-kasserne, kommunerne, Udbetaling Danmark og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen gennemgår sagerne.

    – Det er alvorligt at få ydelser i dagpengesystemet med urette. Når beløbet er af en vis størrelse, kan man blive politianmeldt, og så får man også en karantæne. Så det bliver der taget meget alvorligt fat i, siger Eva Obdrup til radiokanalen.

    Uber lukkede i Danmark i 2017, efter der kom en ny taxalov.

    Her kom der blandt andet en række krav til taxaer som videoovervågning, taxameter og sædefølere, hvilket Uber ikke havde i deres biler.

    Transporttjenesten kom til landet i 2014 og havde omkring 2000 chauffører ved lukningen.

    /ritzau/