Endnu 341 coronatilfælde – antal indlagte falder igen

    Yderligere 341 personer har fået besked om, at de er konstateret smittet med covid-19. Det viser torsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI).

    Dermed fortsætter tendensen fra den seneste tid. Siden 11. september har der dagligt været færre end 500 nye bekræftede coronatilfælde i Danmark.

    Der er sket yderligere ti indlæggelser af smittede på de danske hospitaler. Det samlede antal indlagte er dog faldet med 2 til 87 smittede personer.

    Det kan skyldes, at der også er sket udskrivelser. Samtidig er fire smittede personer afgået ved døden. Det vides dog ikke, om de var indlagt på hospitalet, og om det derfor har påvirket indlæggelsestallet.

    /ritzau/