To kampfly er kollideret i hollandsk luftrum før et opvisningsshow torsdag aften. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
De to fly tilhører begge det schweiziske luftvåben.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtDet ene kampfly stod i flammer efter kollisionen, der fandt sted under øvelserne før opvisningen. Det andet fly led kun mindre skader, og det vil blive repareret, siger en embedsmand fra det schweiziske forsvarsministerium.
– To Tiger F-5E-fly fra det schweiziske luftvåben er kollideret i eftermiddag under træningen før luftshowet i Leeuwarden, siger embedsmanden til AFP.
Piloten fra det fly, der brød i brand, benyttede sig af sit katapultsæde, og han landede i sikkerhed ifølge hollandske og schweiziske embedsmænd. Men hans fly styrtede ned i en stor dam i den nordlige del af landsbyen Beetgum.
Tv-billeder viser røg, der stiger op fra det brændende vrag, der netop undgik at styrte ned i et nærliggende hus.
Det er endnu uvist, hvordan de to fly kunne kollidere.
Kommandør i det schweiziske luftvåben Aldo Schellenberg siger ved et pressemøde i Bern, at han glæder sig over, at hans piloter er uskadte.
– De to piloter, der var involveret i uheldet, er meget rutinerede, siger han ifølge det schweiziske nyhedsbureau ATS.
/ritzau/AFP