Fire amerikanske statsborgere er sluppet ud af Afghanistan. Det er sket ved at krydse grænsen til et uoplyst naboland.
Det oplyser USA’s udenrigsministerium mandag.
Det er første gang, USA officielt bekræfter, at det har hjulpet med at få borgere ud på den måde, efter at evakueringerne med fly fra Kabul blev indstillet.
– Amerikanske ambassademedarbejdere var til stede for at modtage dem, da de krydsede grænsen fra Afghanistan, oplyser ministeriet i en meddelelse.
Det er ikke oplyst, hvilket land, de fire amerikanere befinder sig i.
Afghanistan har landegrænser til seks lande. Deriblandt Pakistan. I forbindelse med Danmarks evakueringer fra Kabul bistod Pakistan de danske myndigheder med indsatsen.
USA evakuerede i august over 120.000 personer fra Afghanistan. De blev alle bragt ud med fly.
Det skete, efter at den militante Taliban-bevægelse havde indtaget hovedstaden Kabul og erklæret sig som landets nye magthaver.
/ritzau/dpa











