Der er 461 nye coronatilfælde i Danmark

    Det seneste døgn har 461 personer i Danmark fået besked om, at de er blevet testet positive for coronavirus.

    Det viser den daglige opgørelse fra Statens Serum Institut (SSI) mandag. Tallet dækker kun over positive resultater fra PCR-prøver.

    De 461 smittetilfælde er det næstlaveste siden 5. juli. Antallet er således kun over af de 438 smittetilfælde, der blev meldt om i lørdagens opgørelse fra SSI.

    Det seneste døgn er der blevet foretaget 40.149 PCR-prøver. Det er de prøver, hvor man podes i svælget. Det vil sige, at andelen af positive prøver har været 1,15 procent.

    På landets hospitaler er der mandag 125 patienter, der er indlagt med corona. Det er én flere end søndag.

    Ud af de 125 patienter er 26 af dem indlagt på intensiv, og af dem får 18 hjælp af en respirator.

    Der er registreret yderligere to dødsfald hos coronasmittede. Det betyder, at det samlede antal dødsfald under epidemien er steget til 2592.

    /ritzau/