Politiet har mandag eftermiddag været til stede på Frederiksborg Gymnasium i Hillerød, hvor betjente har undersøgt et mistænkeligt forhold.
Men der var tilsyneladende intet at komme efter. Nordsjællands Politi oplyser således klokken 13.30 på Twitter, at arbejdet på stedet er afsluttet.
– Der er ikke længere noget, der tyder på, at der var et mistænkeligt forhold med relation til Frederiksborg Gymnasium, skriver politikredsen.
Politiet vil dog fortsat være til stede med “tryghedsskabende patruljer” omkring gymnasiet i Hillerød.
Nordsjællands Politi ønsker over for Ritzau ikke at fortælle, hvorfor man blev kaldt ud til gymnasiet.
Politiet vil heller ikke oplyse, hvorfor der er behov for fortsat patruljering omkring Frederiksborg Gymnasium.
Gymnasiet ligger ved Teglgårdssøen tæt på Hillerød Station.
/ritzau/











