Italien sætter rekord med 36 landskampe i træk uden nederlag

    Det italienske fodboldlandshold slog søndag rekorden for flest spillede internationale kampe i træk uden at tabe.

    Efter 0-0-kampen mod Schweiz i VM-kvalifikationen søndag aften har de italienske fodboldherrer ikke tabt i 36 kampe i streg.

    Dermed er den hidtidige rekord på 35 kampe, som Brasilien og Spanien delte, blevet slået.

    Brasilien satte rekord med 35 ubesejrede kampe i streg mellem 1993 og 1996, mens Spanien tangerede rekorden i 2009.

    Den schweiziske målmand Yann Sommer blev den altoverskyggende helt, da hjemmeholdet sikrede sig ét point i 0-0-opgøret mod europamestrene søndag aften.

    Den ellers så sikre straffesparksekspert Jorginho blev således læst af en velspillende Sommer på stregen.

    – Vi havde for mange chancer til ikke at vinde kampen i dag. Vi er nødt til at være mere ubarmhjertige og præcise foran målet, siger Italiens landstræner, Roberto Mancini.

    – En kamp som denne burde være endt 3-0. Der vil uden tvivl være nogle ændringer i den næste kamp, tilføjer han.

    Italien møder Litauen på onsdag i VM-kvalifikationen, mens Schweiz rejser til Nordirland.

    Italien indtager førstepladsen i holdenes gruppe med 11 point efter fem kampe. Schweiz har syv point, men har kun spillet tre kampe indtil videre.

    /ritzau/Reuters