Mens der søndag fortsat hersker usikkerhed om status på kampene i Panjshirdalen, melder modstandsleder Ahmad Massoud sig klar til forhandlinger med Taliban – dog med visse ret afgørende betingelser.
Panjshirdalen nord for Kabul er det sidste distrikt, hvor politiske ledere åbent har kæmpet mod Talibans magtovertagelse i landet.
De seneste dage er der meldt om intensiverede kampe i området.
Tidligere søndag hævdede Taliban at være gået ind i distriktshovedstaden Bazarak efter at have overtaget omkringliggende områder.
I et Facebook-opslag fortæller Massoud, som er leder af gruppen Afghanistans Nationale Modstandsfront (ANM), at han er positivt stemt over for en mulig forhandlingsløsning.
Det forslag blev tidligere søndag bragt på bordet af Ulema-rådet, som består af religiøse lærde.
– ANM går i princippet ind for at løse de nuværende problemer og med det samme afslutte kampene og begynde forhandlinger, siger Massoud i et Facebook-opslag.
– For at opnå varig fred er ANM klar til at stoppe kampene, på betingelse af at Taliban også stopper deres angreb og militære fremrykning i Panjshir og Andarab (et område i naboprovinsen, red.).
Et større møde med alle parter og Ulema-rådet kunne derefter være en mulighed, mener Massoud.
Taliban har ikke umiddelbart besvaret opfordringen.
Massouds styrker består af dele af den tidligere afghanske regeringshær, specialstyrker og lokale militser.
Han har tidligere opfordret til en forhandlingsløsning med Taliban, inden kampe brød ud for omkring en uge siden.
Der har været flere forsøg på at få parterne til at nærme sig hinanden. Men forhandlingerne er brudt sammen hver gang.
Panjshirdalen nord for hovedstaden Kabul er omgivet af høje bjerge og var centrum for kampen mod de sovjetiske styrker i 1980’erne.
Ufremkommeligt terræn gør dalen til et perfekt sted at føre guerillakrig og svær at indtage for styrker udefra.
Der menes at bo mellem 150.000 og 200.000 mennesker.
Den islamistiske bevægelse Taliban overtog Kabul 15. august, efter at den vestligt støttede regering kollapsede, og præsident Ashraf Ghani flygtede.
/ritzau/Reuters











