Regeringen vil lukke huller i lov om salg af lattergas

    Salget af lattergas er faldet betydeligt, efter at et politisk flertal sidste år lavede lattergasloven, der gjorde det sværere at anskaffe lattergas.

    Men der foregår stadig et illegalt salg i et vist omfang, og derfor vil regeringen indkalde partierne bag loven til drøftelser, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

    – Der er fortsat huller, der skal lappes. Derfor vil regeringen indkalde aftalekredsen bag lattergasloven til drøftelser i efteråret, så vi sammen kan få justeret loven til, siger han i en pressemeddelelse.

    Lattergasloven gjorde det blandt andet forbudt at sælge lattergas til unge under 18 år og at sælge mere end to patroner ad gangen til private.

    Butikker, der sælger blandt andet tobak og alkohol, fik samtidig forbud mod at sælge lattergas.

    En evaluering fra Erhvervsministeriet viser, at antallet af danskere, der har henvendt sig til Giftlinjen med symptomer på skader efter indtagelse af lattergas, er blevet næsten halveret, siden loven trådte i kraft 10. juni sidste år.

    Sundhedsstyrelsen vurderer derfor, at misbruget af lattergas overordnet set er faldet.

    Sikkerhedsstyrelsen vurderer imidlertid, at der i et “vist omfang” stadig kan foregå ulovligt salg af lattergaspatroner, blandt andet på sociale medier og udenlandske medier.

    Derfor anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at det nuværende tilsyn med både fysiske butikker og online fortsætter.

    – Et lattergasmisbrug kan have frygtelige konsekvenser for unge mennesker, og derfor er det positivt, at det er blevet sværere at anskaffe lattergaspatroner til beruselsesformål, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

    – Men vi ser fortsat udfordringer med blandt andet illegalt salg af lattergaspatroner. Det skal der også sættes ind overfor.

    – Jeg vil følge udviklingen nøje, ikke mindst i lyset af at samfundet nu er åbnet op igen, og flere unge kommer tilbage til hverdagen med fester og festivaler, siger han.

    Sikkerhedsstyrelsen har, siden loven trådte i kraft, gennemført 823 tilsyn med salg af lattergas i fysiske butikker.

    I 813 af tilsynene har man ikke kunnet konstatere salg af lattergas, mens der i syv tilfælde blev konstateret lovligt salg. Der har således kun været tre konstaterede tilfælde med ulovligt salg.

    I det ene tilfælde var der ingen kontrol med mængden af salget, mens de to sidste handlede om, at der også blev solgt alkohol/tobak i butikken.

    Sikkerhedsstyrelsen har foretaget 365 tilsyn med onlinesalg af lattergas, herunder fra appen Snapchat, da en del af det ulovlige salg sker fra profiler fra dette medie.

    Sikkerhedsstyrelsen har derfor indledt et samarbejde med Snapchat, der betyder, at profiler lukkes ned, hvis man sælger lattergas ulovligt.

    Ud af i alt 71 onlineovertrædelser af loven har der i 16 tilfælde været grundlag for en politianmeldelse, viser evalueringen.

    Hvis man overtræder loven, kan det føre til en bøde.

    En kiosk blev idømt en bøde på 120.000 kroner for at have solgt såkaldte gigantpatroner med lattergas, samtidig med at der blev solgt alkohol i butikken.

    /ritzau/