Haj dræber australsk mand trods redningsforsøg fra surfere

    En yngre mand har søndag mistet livet i et hajangreb i vandet ud for stranden Emerald Beach nær byen Coffs Harbour nord for Sydney i Australien.

    Manden blev maltrakteret af hajen trods et forsøg fra “utroligt modige” surfere og forbipasserende på at hjælpe ham.

    Det oplyser lokale myndigheder søndag.

    Manden menes at være i 20’erne.

    Redningsarbejdere og lægepersonale i helikopter skyndte sig ud til stedet kort før klokken 11.00 lokal tid efter at have modtaget et alarmopkald.

    Chris Wilson, som er leder af ambulancetjenesten i delstaten New South Wales, hvor Coffs Harbour ligger, fortæller, at surfere og andre havde forsøgt at komme manden til undsætning, inden ambulanceredderne ankom til stedet.

    – De var utrolig modige i en meget vanskelig situation, siger han.

    – Det var en frygtelig oplevelse for alle på stranden i morges, tilføjer han.

    Chris Wilson fortæller videre, at hajen påførte manden livstruende skader i armen. Trods den massive indsats fra de tilstedeværende og ambulanceredderne lykkedes det ikke at genoplive manden.

    Livreddertjenesten i Coffs Harbour oplyser, at stranden og det omkringliggende farvand midlertidigt er lukket for svømmere og surfere som følge af hændelsen.

    – Vores tanker går til hans familie og venner.

    – Vær venlige ikke at færdes i vandet i området, skriver tjenesten på Facebook.

    Ifølge Taronga Conservation Society Australia, der blandt andet overvåger hajangreb, er angrebet søndag det andet dødelige hajangreb i Australien i år.

    I maj døde en mand i 50’erne efter at være blevet bidt af en haj, da han surfede ud for Tuncurry Beach i New South Wales i det østlige Australien.

    Manden blev bidt i låret.

    Sidste år blev der registreret 26 hajangreb i Australien, hvoraf otte af dem var dødelige, viser officielle data fra regeringen.

    /ritzau/AFP