Coronaudbruddet har de seneste to somre betydet aflyste festivaler på stribe. Nu er restriktionerne dog væk, og lørdag er en af de første store koncerter efter corona blevet afviklet i København.
15.000 mennesker har deltaget i “Tilbage til Live” på Refshaleøen, og det er ifølge Ulrik Ørum-Petersen forløbet over al forventning. Han er koncertarrangør i Live Nation Danmark og direktør for Heartland Festvial.
– Vi har sat ekstra sprit ud i alle boder og barer som en ekstra foranstaltning, da vi stadig omgås pandemien. Men ellers har vi kunnet afvikle helt som i gamle dage. Det har været rigtig dejligt, siger han.
Blandt andre rockveteranerne Dizzy Mizz Lizzy, D-A-D og rapgruppen Suspekt har lørdag optrådt på Refshaleøen i København.
– Jeg havde selv nogle forbehold for, hvordan folk ville agere i store mængder oven på det her, men det er som at træde to år tilbage i tiden, lyder det fra Ulrik Ørum-Petersen.
/ritzau/











