Naomi Osakas håb om at forsvare sin US Open-titel i tennis er natten til lørdag dansk tid blevet begravet af den canadiske teenager Leylah Fernandez.
Alt så ud ellers til at forløbe planmæssigt for Osaka.
Efter at have vundet første sæt med 7-5 var hun foran 6-5 i andet sæt og skulle bare lukke kampen i tredje runde, der blev spillet på turneringens hovedbane, Arthur Ashe Stadium.
Men den unge canadier fik andet sæt ud i tiebreak, som hun vandt 7-2, og Fernandez fuldendte sensationen ved at vinde det afgørende tredje sæt med 6-4. Det var hendes første kamp i karrieren mod Osaka, der tidligere har været rangeret som verdens bedste.
/ritzau/











