Biden beordrer hemmeligstemplede 9/11-dokumenter frigivet

    Hemmeligstemplede dokumenter om det amerikanske forbundspoliti FBI’s efterforskning af terrorangrebene 11. september 2001 i USA vil muligvis blive frigivet i løbet af de næste seks måneder.

    Præsident Joe Biden har fredag således beordret justitsministeriet og andre myndigheder til at gennemgå dokumenter med henblik på at deklassificere dem. Det vil sige, at de bliver stillet til rådighed for offentligheden.

    Udmeldingen fra Biden kommer efter pres fra pårørende til de næsten 3000 uskyldige ofre for angrebene, som det militante al-Qaeda-netværk stod bag.

    Pårørende har længe hævdet, at hemmeligstemplede dokumenter kan indeholde beviser for, at saudiarabiske myndigheder havde tilknytning til gerningsmændene og finansierede terroristerne.

    Angrebet skete med kaprede passagerfly. Flyene blev fløjet ind i World Trade Center i New York City, i Pentagon lidt uden for Washington D.C, mens et fly også styrtede ned på en mark i Pennsylvania.

    Flere pårørende opfordrede i august Joe Biden til at holde sig væk fra mindehøjtideligheden på 20-årsdagen for angrebet om en uge, såfremt han ikke beordrede flere dokumenter frigivet.

    Under præsidentvalgkampen i 2020 lovede Biden, at han ville sørge for at flere dokumenter ville blive stillet til offentlighedens rådighed.

    – Nu, da vi nærmer os 20-året for den tragiske dag, opfylder jeg det løfte, siger Biden fredag.

    /ritzau/Reuters