Eksterne eksperter skal granske Danmarks Afghanistan-exit

    Regeringen har nedsat en gruppe af eksterne eksperter, som skal bidrage til evalueringen af forløbet omkring Danmarks exit fra Afghanistan.

    Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) fredag.

    – Alle efterspørger et svar på, hvorfor Vesten og herunder også Danmarks exit fra Afghanistan blev så kaotisk, som det gjorde. Derfor har vi iværksat en meget grundig, omfangsrig og saglig evaluering af den danske evakueringsindsats.

    – Der får den her eksterne referencegruppe en helt central rolle. Vi får med den her gruppe af eksperter mulighed for, at myndighederne får vendt alle de sten, der skal vendes i den her situation, siger han.

    Formålet med gruppen af eksperter, som Kofod betegner som “ekstremt velkvalificerede”, er at sikre, at et eksternt perspektiv på indsatsen vil indgå i myndighedernes evaluering.

    – Det er myndighederne, der sidder med viden om, hvad de har gjort undervejs og kan lave en redegørelse og evaluering af det.

    – Og så kan den her referencegruppe spørge ind til ting og vende ting med deres faglighed og indblik i det. Alle referencegruppens kommentarer vil blive afspejlet i myndighedernes kortlægning og evaluering, siger Jeppe Kofod.

    /ritzau/