Storebæltsbroen er sent torsdag aften lukket helt i vestgående retning på grund af et færdselsuheld.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Sund & Bælt, der står for drift og vedligehold af Storebæltsbroen, oplyste først på Twitter, at de forventede, at der blev åbnet igen klokken 23.30.
Det er senere blevet udskudt til en forventet åbning af den vestgående retning ved midnat.
Ifølge TV2 Fyn skete ulykken 21.38, hvor en bil kørte op i en anden bil.
– Det er ikke fuldstændig klarlagt, hvordan det er sket. Men det er vurderet, at det er så alvorligt, at vi har sendt en helikopter til landingspladsen på Sprogø for at afhente den tilskadekomne, siger Ole Hald, der er vagtchef ved Sydsjælland og Lolland Falsters Politi, til TV2 Fyn.
Betalingsanlægget er dermed foreløbigt blevet lukket ned mod Fyn fra Sjælland.
/ritzau/











