En mand i 50’erne er anholdt i Göteborg mistænkt for at have påsat seks brande torsdag morgen. En brandmand er kommet svært til skade, og to personer meldes røgskadet.
Det er uenighed med et boligselskab, som formodes at ligge bag mandens handlinger, siger en talsmand for svensk politi.
– Fællesnævneren er, at de som er berørte, er ansatte i et boligselskab, hvor manden har følt sig dårligt behandlet, siger han.
Den anholdte vil blive afhørt senere torsdag. Han er foreløbig sigtet for, hvad der på svensk betegnes som grov mordbrand.
De seks brande rundt om i byen blev påsat inden for halvanden time. Den første alarm til brandvæsenet kom klokken 04.52.
Ved en brand i Wiknersgatan i det centrale Göteborg er brandårsagen endnu ikke fastslået, men her fik en brandmand glassplinter over sig, og to beboere blev røgskadet.
Brandmanden er værst tilredt. Hans skader er ikke livstruende, men han er skåret slemt i hovedet og på armene.
Flere vidner har fortalt, at de har set, hvordan en person hældte brændbar væske ud og antændte den.
/ritzau/TT