Michael Juul Eriksen, som har været forsvarsadvokat i sagen om forbuddet imod banden Loyal To Familia (LTF), hæfter sig ved, at Højesteret har brugt en anden begrundelse for at forbyde banden, end landsretten gjorde.
Onsdag har Højesteret afsagt en dom, der forbyder den voldelige bande, som udsprang fra Nørrebro i København.
– Man kan sige, at de når frem til det samme resultat som landsretten, men med en noget andet begrundelse, siger Michael Juul Eriksen efter domsafsigelsen.
I Grundlovens paragraf 78 står, at borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.
Højesteret kom frem til, at formålet med Loyal To Familia ikke er lovligt.
Men begrundelsen i Højesteret er anderledes, end den var, da Østre Landsret afsagde dom i samme sag.
Forbuddet kan ikke ske med henvisning til stykke 2 i paragraffen, sådan som landsretten gjorde.
Denne del af bestemmelsen retter sig nemlig mod foreninger, som med vold forsøger at påvirke anderledes tænkende.
Michael Juul Eriksen er glad for, at forsvaret fik medhold i, at man ikke bruge stykke 2 til at forbyde banden.
– Den bestemmelse er rettet imod foreninger, der vil påvirke det politiske liv og påvirke anderledes tænkende, som der står i bestemmelsen, siger Michael Juul Eriksen.
– Det er et krav, at det skal være tilfældet. Det er det jo ikke med LTF, det er der jo ikke nogen tvivl om, tilføjer han.
Han mener også, at det giver bedre muligheder for eventuelt at gå videre med sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.
/ritzau/











